Forretningsbetingelser

 Disse forretningsbetingelser gælder for enhver opgave, som MAY Advokatanpartsselskab (“MAY”) udfører for klienter, medmindre andet er skriftligt aftalt.

1. Advokater

Alle advokater hos MAY er beskikket som advokat af Civilstyrelsen i Danmark og er en del af Advokat-samfundet.

2. Sagens modtagelse og bistand

Ved modtagelsen af en sag bekræfter vi hurtigst muligt modtagelsen, og vi aftaler omfanget af opgaven med klienten. Omfanget af en opgave kan justeres løbende efter behov.

Ved modtagelsen af en sag undersøger vi gennem vores interne procedurer, om der foreligger inhabilitet eller interessekonflikt, som forhindrer, at vi kan påtage os sagen.

MAY er underlagt hvidvaskloven og indhenter ved sagens modtagelse de efter loven påkrævede oplysninger og dokumenter. Disse oplysninger og dokumenter opbevares i overensstemmelse med hvidvask-lovens bestemmelser herom. Klienten samtykker til, at MAY kan videregive identitetsoplysninger om klienten til banker m.v., der er underlagt de samme regler og forpligtelser som os.

Alle opgaver udføres i overensstemmelse med retsplejelovens regler om advokater samt Advokatsamfundets advokatetiske regler.

Både klienten og MAY kan til enhver tid bringe samarbejdet til ophør. MAY er berettiget til honorar og dækning af eventuelle omkostninger og udlæg for tiden frem til ophør.

3. Honorar og omkostninger

Medmindre andet er aftalt, fastsætter MAY som udgangspunkt honoraret på baggrund af medgået tid. Desuden inddrages øvrige faktorer ved beregningen af honoraret, herunder arbejdets art og kompleksitet samt værdi og betydning for klienten, anvendte specialistkompetencer, det ansvar, der er forbundet med opgaven, samt det opnåede resultat. Vi kan anmode klienten om at indbetale et depositum for vores honorar.

Honoraret tillægges moms og andre afgifter iht. gældende regler.

Ved påbegyndelsen af en opgave vil MAY efter anmodning give et estimat over honorarets størrelse, hvis det er muligt ud fra opgavens karakter. Klienter, der er forbrugere, får altid oplysninger om honoraret, inden arbejdet påbegyndes.

Klienten betaler udover honoraret omkostninger og udlæg, som vi har afholdt som led i udførelsen af opgaven, herunder f.eks. tinglysningsafgifter og retsafgifter, gebyrer, rejse- og opholdsudgifter samt visse kopierings- og forsendelsesudgifter.

4. Fakturering og betalingsbetingelser

MAY fakturerer som udgangspunkt, når opgaven er fuldført, medmindre der er indgået aftale om anden faktureringsordning. Vi er dog altid berettiget til at aconto-afregne længerevarende sager, hvilket som udgangspunkt vil ske enten hver, hver tredje eller hver sjette måned.

Vores betalingsbetingelser er 8 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes morarenter i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser.

5. Forvaltning af klientmidler

MAY forvalter klientmidler efter Advokatsamfundets regler.

Alle klientmidler, der betros MAY, bliver indsat på klientkonti hos MAYs sædvanlige pengeinstitut(ter). MAY beregner renter af indestående på klientkonti med den til enhver tid gældende rentesats, som pengeinstituttet tilskriver MAY. Renter af klientens indeståender på klientkonti tilfalder klienten, ligesom klienten betaler eventuelle negative renter af klientens indeståender på klientkonti.

Lov om indskyder- og investorgarantiordning gælder for indeståender på vores klientkonti. Det indebærer, at indeståender på op til EUR 100.000 er dækket, hvis pengeinstituttet går konkurs. Dækningsmaksimummet gælder indskyderens samlede indskud i pengeinstituttet, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankkonti og egne konti.

MAY er ikke ansvarlige for indskud på vores klientkonti, hvis et pengeinstitut bliver nødlidende.

6. Fortrolighed og insiderregler

Partnere og medarbejdere hos MAY er underlagt tavshedspligt med hensyn til alle de oplysninger, som de får kendskab til som led i vores rådgivning.

MAY har tillige sikkerhedsprocedurer for håndtering af fortrolige oplysninger.

Partnere og medarbejdere hos MAY er undergivet særlige regler i overensstemmelse med gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.

7. Immaterielle rettigheder

Ophavsretten og alle andre immaterielle rettigheder til det materiale, som MAY leverer til klienten i forbindelse med en sag, tilhører MAY, medmindre andet er aftalt mellem MAY og klienten. Klienten får således alene de nødvendige rettigheder til selv at benytte materialet i sædvanligt omfang.

8. Sagsakter

MAY opbevarer alle sagsakter i mindst fem år fra sagens afslutning. Originale dokumenter tilbageleveres senest ved sagens afslutning.

9. Klager

Klienten kan ved utilfredshed med MAYs rådgivning eller behandling af en sag eller det fastsatte honorar altid kontakte den ansvarlige partner for sagen.

Klienten kan også indgive klage over MAYs rådgivning eller behandling af en sag eller det fastsatte honorar til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, tlf. 33969797, e-mail: postkas-se@advokatnaevnet.dk, eller ved at anvende Advokatnævnets digitale klageportal på Advokatnævnets hjemmeside, www.advokatnævnet.dk.

10. Behandling af personoplysninger

MAY behandler personoplysninger om klienter m.fl. i forbindelse med levering af vores ydelser til vores klienter. For nærmere information om vores håndtering af personoplysninger henvises til MAYs privat-livspolitik, som kan findes på MAYs hjemmeside, www.maylaw.dk.

11. Ansvar og forsikring

MAY er erstatningsansvarlig i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler for eventuelt tab, som MAY i forbindelse med leverancen af sine ydelser måtte påføre klienten, med de nedenfor anførte begrænsninger.

MAYs ansvar for rådgivning i forbindelse med den enkelte opgave er begrænset til det laveste af (i) 10 gange honoraret for den pågældende opgave og (ii) DKK 5 millioner. En klient kan højst modtage 10 millioner kroner i erstatning for samtlige krav, som klienten har rejst, der relaterer sig til det samme kalenderår.

MAY er ikke ansvarlig for tab eller skader forårsaget af cyberangreb eller IT-nedbrud eller for tab af data, driftstab, tidstab, avancetab, tab af goodwill eller image eller nogen form for indirekte tab.

Der kan alene rejses krav mod MAY og således ikke mod den enkelte partner eller andre medarbejdere.

Hvis klienten er erhvervsdrivende, skal klienten rejse evt. erstatningskrav mod MAY senest 12 måneder efter, at klienten bliver bekendt med eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, der begrunder kravet.

MAY rådgiver alene om dansk ret. Vi er alene ansvarlige over for klienten for den ydede rådgivning.

Vi hæfter ikke for danske eller udenlandske rådgivere, som vi efter aftale med klienten har anmodet om bistand fra, eller som klienten har engageret efter vores anvisning.

MAY har tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti hos et anerkendt forsikringsselskab efter de regler, som Advokatsamfundet har fastsat, og ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor advokatvirksomheden udøves.

12. Lovvalg og værneting

Enhver tvist mellem MAY og en klient er underlagt dansk ret.

Eventuelle tvister skal indbringes for den i medfør af retsplejeloven kompetente danske domstol.

1. marts 2026

Advokater for erhvervslivet
Værdiskabende og specialiseret juridisk rådgivning
til erhvervslivet